Nyd Landskronas rige kulturliv.
Landskrona har en rig historie. Byen fik sine stadsprivilegier allerede i 1413, og som navnet antyder, var det planen, at byen skulle blive Skånes nye hovedstad. I en lang periode var Landskrona et militært centrum bygget rundt om den naturlige dybhavn og den stærke befæstning Landskrona Citadell, som man begyndte at bygge i 1548. Citadellet er særdeles velbevaret og ligger smukt omgivet af voldgrave og den store Stadspark.
I en del af Stadsparken ligger Sveriges ældste bevarede kolonihaveområde. I mange af de små kolonihaver er der huse, som stammer fra 1900-tallets begyndelse. Blomsterpragten, arkitekturen og variationsrigdommen i denne oase midt i byen gør den til en meget stor seværdighed. Her er Sveriges eneste kolonihavemuseum – familien Rothoffs kolonihave – med et kolonihavehus, som er bevaret intakt fra 1903.
Kulturlivet i Landskrona er rigt med et af landets største bymuseer og den smukke Konsthallen, der ligger blødt indlejret i Stadsparkens skyggefulde træer.
Centrumhandlen er de senere år blomstret op, og Landskrona er blevet en spændende shoppingby med et rigt udbud af forskellige varegrupper.
Midt i Øresund ligger øen Hven, som er et meget populært turistmål. Ud til øen rejser du nemmest med færgen fra Landskrona havn. Hven byder på en række historiske og kulturelle oplevelser. Den vigtigste seværdighed er Tycho Brahe-minderne med museum, renæssancehave og legepark. Hven har også en lang række kunstgallerier, håndværkere og kunstnere. I Backafallsbyn er der et nystartet whiskydestilleri og en af Europas bedst assorterede whiskybarer.